Det var forår, og de to fem årige piger, Susan og Liv, var de bedste veninder i hele verden.
De boede i blokkende over for hinanden og de havde , (næsten) samme fødselsdag.
Trods to dages forskel, var pigerne overbevist om at de var kommet til verden på den samme stue og at de havde et helt specielt bånd.
De gik i den samme børnehave, på samme stue og skulle også i samme klasse efter sommerferien.
De var begyndt at øve sig i at skulle i skole. de gik ruten fra børnehaven om til skolen sammen med de andre børn og voksne og lærte alle de regler der var.
Og de glædede sig, gjorde de.
De kunne ikke vente med at blive store nok-for det var kun store børn der gik i skole og de var begge trætte af at være de små.
Nu var de efterhånden blevet rigtig dygtige og pædagogerne,
mente at de var klar til at gå ruten selv.
De måtte love pædagogerne at de ville huske og gøre alt det de havde øvet.
Det lovede pigerne.
De var ikke til at skyde igennem- de kunne jo godt-helt selv.
Efter nogle dage, slappede de lidt mere af.
Det gik jo fint uden voksne.
Og de hyggede sig.
De hyggede sig så meget at de glemte alt om tiden.
Da de endeligt var nået frem til børnehaven, blev de mødt af frustreret pædagoger.
De havde været tæt på at efterlyse dem, sagde de..
De var over en time forsinket.
Susan og Liv, blev vildt forskrækket.
De havde jo gjort alt rigtig- holdt sig til ruten og kigget sig for og holdt hinanden i hånden o.s.v.
De havde ikke tænkt på klokken, for de havde ikke noget ur og havde heller ikke lært at se hvad klokken var.
Næste dag måtte de love ikke at holde pauser på vejen til børnehaven.
Fin historie:)
SvarSlet