Det er vinter 2011 og Daniel er forflyttet til en ny special børnehave. Daniel er 5 år og har ADHD, han bor hos hans forældre, som har svært ved, at acceptere hans problemer. Deres håb og forventninger er, at Daniel tilegner sig de samme kompetencer som andre børn. Deres naive håb er, at han kommer til, at fungere normalt sammen med andre børn. Denne fortælling handler om Daniel, fra hans begyndelse i børnehaven, hans forældres frustrationer, hverdagen med pædagogerne og Daniels læring og socialisering.
I dag starter Daniel i en ny special børnehave. Lederen og pædagogen Hans, der skal følge Daniel, har forberedt sig på denne dag. De ved, at Daniel har ADHD og der er indikeret, at hans forældre har svært ved, at forstå problematikken og deres ansvar for hans videre læring. Pædagogerne har forberedt sig på, at deres opgave omkring Daniel vil være, at socialisere ham, sådan han kan fungere blandt de andre børn og senere i samfundet. De ved, at der kræves overskuelighed, tryghed, nærvær, udfordringer og oplevelser og de tager udgangspunkt i de kompetencer Daniel har og tilpasser læringsmetoderne derefter.
Solen skinner da Daniel ankommer til børnehaven, han bliver vist ind i gaderoben, hvor han får sit eget rum til tøjet. Daniels rum er grønt, fordi han skal gå på grøn stue. Hans viser ham ind på stuen, hvor han møder de andre børn, 2 drenge og 2 piger. Inde på stuen hænger et skema, Hans viser Daniel, hvordan skemaet virker. Det indeholder en masse billeder, der viser forskellige aktiviteter. Hans spørger, hvad næste billede viser og Daniel svarer, at det er nogle der spiser bananer. Han spørger Hans om det betyder, at de nu skal spise? Hans tager Daniel med ud i køkkenet og sammen finder de bananer, æbler og brød. De bringer maden ind på stuen og børn og voksne sætter sig til bords og spiser, mens de snakker om Daniels start i børnehaven. Efter maden kigger Daniel og Hans igen på skemaet og Daniel kan se, at de skal på legepladsen. Daniel bliver anspændt, han bryder sig ikke om den uro der var på den gamle legeplads. Hans bemærker Daniels anspændthed og hjælper ham i tøjet, sammen går de to på legepladsen, før de andre kommer ud og Hans viser Daniel, hvad han kan lege udenfor. Daniel udser sig en mooncar, han har lyst til at race rundt på. Inden han når over til mooncaren, kommer en anden dreng og tager den, Daniel bliver rasende, han råber og slår og han synes det er uretfærdigt, at han ikke fik mooncaren. Hans kommer til, han forsøger at berolig ham, men Daniel er udenfor helt ustyrlig. Hans trækker Daniel væk fra den anden dreng og til sidst falder han til ro.
I løbet af ugen opstår flere konflikter og hans udbryd er voldsomme og voldelige hver gang. Dagligt informerer Hans forældrene om dagens hændelser, derved opdager han at forældrene ikke er samarbejdsvillige og de ser ikke noget usædvanligt i Daniels adfærd i hjemmet. Pædagogerne synes det er svært, at håndtere Daniel og samtidig mener de ikke, at forældrene har været åbne nok omkring hans adfærd. Pædagogerne undrer sig over forældrenes uvidenhed omkring Daniels problem og Hans beslutter at indkalde til et personalemøde.
På mødet forsøges at finde et læringstema for Daniel. Et der kan holde ham interesseret i det han laver, så han bevarer koncentrationen og indlæringen optimeres. For at finde Daniels udviklings zone, foreslår Hans, der er Marte Meo terapeu, at der søges tilladelse hos forældrene, til at filme Daniel. Igennem optagelserne findes Daniels egne resurser og der trækkes på dem, for at fremme hans udvikling. Daniel filmes i forskellige situationer, i 1-1 relationer, i relationer med andre børn og evt. i hjemmet. Dette vil skabe et overblik over, hvor Daniel har brug for støtte. Hans’ forslag vedtages og lederen af børnehaven vil udfærdige en ansøgning til forældrene.
Der diskuteres også hvordan forældresamarbejdet optimeres, det er vigtigt at forældrenes får klarhed over problemernes omfang og hvad de skal gøre for at hjælpe Daniel. Hans er ikke sikker på, hvorvidt Daniels forældre er klar over eller villige til, at acceptere deres barns tilstand og behov for speciel omsorg. De ønsker at belyse Daniels tilstand over for hans forældre. Sådan den optimale ordning for Daniel kan arrangeres, så det sikres at han får den omsorg og nærhed han har brug for.
Efter personalet mødet indkalder lederen, Daniels forældre til et møde, hvor de i samarbejde kan få klarlagt livsmål og delmål for Daniel. Livsmålene er håb og drømme, forældrene har på Daniels vegne, mens delmålene er realistiske mål, der baner vejen til de større livsmål.
Til forældremødet kan pædagogerne mærke, at stemningen er anspændt. Moren virker usikker og faren er meget anspændt og lukket. De snakker lidt om løst og fast, mens de drikker en kop kaffe. Daniels mor begynder selv at komme ind på hendes håb og forventninger for fremtiden, mens fars forbliver tavs og med korslagte arme. Pædagogerne lytter og hører at der kommer nogle livsmål frem. Hans skriver livsmålene ned, uden at redigere ordlyden, for at respektere morens håb. De snakker om hvordan livsmålene bliver opnåelige via en række delmål. Sammen bliver de enige om at delmålene ser sådan ud. For at opnå delmålene, mener Hans at Marte Meo er en metode der egner sig bedst. Ved hjælp at Marte Meo metoden kan pædagogerne få klarhed over, i hvilke læringstemaer Daniels indlæring er bedst og hvornår han føler sig mindst presset. Dette kræver forældrenes tilladelse og evt at de filmer ham derhjemme. Daniels far synes det er en god idé at filme ham i børnehaven, men han mener ikke det er nødvendigt at filme ham derhjemme. De gør absolut ikke noget forkert! Hans forklarer at det ikke skal bruges til at pege fingre af forældrene. At det vil være med til at give forældre nogle redskaber de kan bruge i hjemmet og få et hel billede af Daniel. Pædagogerne bliver opmærksomme på forældrenes manglende viden omkring Daniels ADHD og i den forbindelse forslår de nogle forskellige forældre-kurser og støttegrupper. Daniels far bliver gal, rejser sig og smækker med døren. Moren undskylder og lister efter. Han føler sig angrebet og stemplet som dårlig forældre, han føler ikke at pædagogerne kan se den gode dreng i Daniel. Moren begynder at græde, hun føler sig magtesløs. Hans kommer til og sammen går de ind for at afslutte mødet. Lederen forklarer, at dette møde handler ikke om at fremvise dem som dårlige forældre eller som gode forældre, det handler om at samarbejde for Daniels skyld, for at nå hans interesser. Hvis de ikke vil være med til det er mødet nødt til at slutte uden videre samarbejde. Faren indser at det er i Daniels interesse og acceptere.
I hverdagen har Daniel brug for meget struktur og han bryder sig ikke om overraskelser. Han har det svært med de andre, men har knyttet sig til Hans fordi han er rolig og tydelig i samvær med Daniel. Daniel og Hans filmes i forskellige aktiviteter. Optagelserne bruges til analyse i senere tværfagligt- møde.
Denne dag står der svømning på skemaet. Svømning er godt for Daniel, han bliver rolig i det varme vand og samtidig får han brugt en masse energi på at lære at svømme. Til gengæld er han ikke tilpas med busturen ud til svømmehallen og ej heller i omklædningsrummet. Der er for meget uro og det giver udslag i konflikter; Daniel nægter at tage tøjet af, han vil hellere hoppe rundt på bænkene eller tænde for vandet i alle bruserne, han er meget larmende. Derfor er Hans begyndt at tage med til svømning, han skaber tryghed for Daniel og dermed mere ro omkring busturen og i omklædningsrummet.
Hans sidder sammen med Daniel i bussen og Daniel fortæller, hvad han ser på tur. Han har svært ved at sidde stille, men Hans fastholder ham, idet han stiller spørgsmål og engagerer sig i samtalen med Daniel. Stemningen er roligere end sædvanligt og Daniel slapper mere af da de går ind i omklædningsrummet. Imens de andre børn og pædagoger klæder om, taler Hans og Daniel om, hvad der skal ske. Daniel ved, at de skal ind og svømme, men han er usikker på, hvad han skal i omklædningsrummet. Da de andre forlader omklædningsrummet, begynder Daniel at klæde om og sammen med Hans går han ud til de andre børn. I vandet slapper Daniel af og han nyder at boltre sig.
Da de kommer hjem i børnehaven er det tid til madpakker. Børn og pædagoger sidder sammen ved bordet og taler om formiddagen i svømmehallen, imens de spiser deres mad. Daniel er glad, det har været en god oplevelse, han er stolt af sig selv, fordi der ikke har været konflikter. Han har hygget sig med de andre børn og pædagogerne føler formiddagen har været en succes og de har fået bekræftet at Daniel har brug for støtten.
I den følgende tid oplever pædagogerne en god udvikling hos Daniel. Han får mere selvtillid grundet succesoplevelserne i relationen til de andre børn, han bliver accepteret og er for første gang med i et fællesskab. De er positivt overrasket over hans fremskridt og mener at der er gode chancer for at Daniel kan fortsætte i en skole for børn med ADHD efter sommerferien.
Daniels forældre er også begyndt at bruge de nye redskaber de har fået på forældre kurset og via optagelserne. De har lært at forstå Daniel bedre og det hjælper på antallet af konflikter i dagligdagen. Det er ikke længere en evig kamp at få dagligdagen til at hænge sammen. Dette er en stor lettelse for både Daniel og hans forældre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar